Dynamisk dispatch er mekanismen ved køretid, der beslutter hvilken metodimplementering der skal køres baseret på objektets faktiske type, ikke variablens deklarerede type. De fleste klassebaserede sprog implementerer det med en virtuell metodetabel (vtable).
Hver klasse har en tabel med pegelinjer til sine metodimplementeringer. Hvert objekt har en skjult peger til sin klasses vtable. Et virtuelt kald bliver:
Animal a = new Dog();
a.speak();
a ──▶ Dog object ──▶ [Dog vtable]
speak() ──▶ Dog.speak() ← chosen at RUNTIME
Kompilatoren hardkoder ikke Animal.speak; den udsender "kald slot N på hvad som helst vtable dette objekt peger på."
Animal a = new Dog(); // declared Animal, actual Dog
a.speak(); // → Dog.speak(), because dispatch uses the OBJECT
| Sprog | Standard | Noter |
|---|---|---|
| Java | Virtuelt som standard | final/static/private er ikke-virtuelle |
| C++ | Ikke-virtuelt som standard | Skal markere virtual for dynamisk dispatch |
| Python | Altid dynamisk | Metodeopslag via objektets dict/MRO |
Der er en lille omkostning (en indirection) og det blokerer inlining. I C++ betyder det at glemme virtual, at kald bindes statisk, og overrides bliver stiltiende ikke kaldt — en subtil bug.
Forståelse af dispatch forklarer hvorfor overriding fungerer, og hvorfor den deklarerede type ikke bestemmer adfærd — en hyppig kilde til forvirring.
Det præciserer også virkelige konsekvenser: omkostningerne ved virtuelle kald, hvorfor konstruktorer ikke skal kalde virtuelle metoder, og hvorfor C++ kræver virtual eksplicit.